Fokus på dyrevelfærd i kødkvægsbesætninger

23-10-2014
Fra december måned og tre måneder frem sætter Fødevarestyrelsen fokus på velfærden i kød-kvægsbesætninger – både dem med udegående dyr og dem med dyr på stald.

Af Kirsten Marstal, Videncentret for Landbrug, Kvæg


Mindst 200 kødkvægsbesætninger får i løbet af vinteren besøg af Fødevarestyrelsen. Kontrollen sætter fokus på dyrevelfærden i besætninger med både udegående og opstaldede dyr.
”Vi ved, at folk generelt gør det så godt for deres dyr som overhovedet muligt. Men vi ved også, at der er nogle særlige udfordringer om vinteren – både når det gælder udegående dyr og dyr på stald. De udfordringer skal vi se til, at folk tager hånd om, og det er baggrunde for kampagnen,” forklarer dyrlæge Stig Jessen fra Fødevarestyrelsen. Kampagnen kommer derfor både til at omfatte information om reg-lerne, og kontrol af om de overholdes. Informationen bliver bl.a. formidlet på møder i lokale kødkvægs-foreninger.
”Det er jo i alles interesse, at folk kender reglerne før vi kommer og kontrollerer, om de lever op til dem,” forklarer Stig Jessen.

Kontrolkampagnens fokuspunkter

Krav for udegående dyr i vinterperioden Pasning og opstaldning
  • Egnethed (foderstand,hårlag,svækkede dyr)
  • Ly og læ/adgang læskur
  • Adgang til vand
  • Rent og tørt leje
  • Dagligt tilsyn
  • Rent og tørt leje
  • Plads i båse eller bokse
  • Egnet inventar
  • Opbinding af kalve
  • Fodring og vanding

Kontrollen af de udegående dyr

Stig Jessen er bevidst om, at der hersker usikkerhed omkring reglerne for hold af udegående dyr i vin-terperioden.
”Jeg har stor forståelse for, at landmændene ønsker klarhed over, hvad der kræves af dem, og hvad vi ser efter, når vi kontrollerer. Men de naturlige forhold svinger jo fra sted til sted. Kravet lyder på, at dy-rene skal have adgang til ly og læ samt et rent og tørt leje. Om de naturlige omgivelser kan yde det, eller om der skal et læskur til, vil bero på den enkelte lokalitet og flokkens størrelse. Heldigvis er det min erfaring, at de enkelte landmænd er gode til at vurdere forholdene,” lyder det fra dyrlægen. Udover ad-gang til ly, læ og tørt leje vil Fødevarestyrelsens kontrollanter se på, om dyrene er egnede til at gå udendørs. Det vil sige, om de er i god foderstand og har et kraftigt hårlag, der gør, at de kan holde til kulden – og så naturligvis, om de har adgang til foder og vand. Også arealet, som dyrene går på tjek-kes. Her er det vigtigt, at der er ordentligt græsdække, og at det ikke består af optrådt mudder.


Kontrollen af dyr på stald
Kontrolkampagnen omfatter også besætninger med vinteropstaldning. Og ligesom for de udegående dyr kontrolleres også her, at dyrene ligger tørt og velstrøet. Desuden vil man se på inventaret og vurde-re, om det er i orden og passer til dyrenes størrelse.
”Vi ser af og til dyr, der opstaldes under meget utidssvarende forhold, og hvor folk sidder fast i en pas-ning, der var acceptabel for 20 år siden, men ikke er det længere. Det kan for eksempel være inventa-ret, der er i en stand, så det kan gøre skade på dyrene, eller kalve under seks måneder, der er bundet op,” fortæller Stig Jessen. Fri adgang til rent drikkevand er et selvfølgeligt krav, som også kontrolleres.
De besætninger, der får en anmærkning eller et påbud i forbindelse med kampagnen får et opfølgende besøg, hvor det kontrolleres, at der er rettet op på problemet. Ved alle opfølgende kontrolbesøg pålæg-ges landmanden et gebyr.
Fødevarestyrelsens kampagne suppleres af et sideløbende projekt om bedre dyrevelfærd i mindre øko-logiske besætninger, som Videncentret for Landbrug gennemfører i 2014 og 2015. Dette projekt omfat-ter ligeledes aktiviteter, der skal øge landmændenes viden om og krav til dyrevelfærd.

Læs fakta-arket ’Vigtige regler om dyrehold på naturarealer’, KLIK HER

KLIK HER for at hente en præsentation af kampagnen. 

 

Sponsorer
21-12-2024
Husk, at besætningsejere fra 1. januar 2025 skal bestille kontrol...
19-12-2024
Sætternissen har været på spil i Limousine Nyt omkring Åbent ...
18-12-2024
Så er der lidt flere stemningsbilleder fra Kødkvægsskuet  Se b...
17-12-2024
Ny ansvarlig for PR boden Fra dags dato er PR bodens ting flyt...
17-12-2024
Så er der stemningsbilleder fra bedømmelsen på Kødkvægsskuet unde...

Dansk Limousine Forening - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - 2944 0495 - CVR: 72778413 - info@dansklimousine.dk