De aftagende coronarestriktioner satte sit positive, kontante præg på den danske eksport af okse- og kalvekød i maj, viser en opgørelse fra L&F.
Målt i produkternes værdi blev der solgt for 55 millioner kroner mere i maj end samme måned sidste år, hvor coronapandemien havde lukket det meste af Europa ned.
Målt på volumen blev der eksporteret 18,9 procent mere i maj end samme måned sidste år. Det var især eksporten af okse- og kalvekød (både fersk og frossent) samt forarbejdet kød, som gik frem. Eksporten af spiselige biprodukter faldt til gengæld med næsten 21 procent i forhold til maj sidste år.
Optællingen viser også, hvordan importen af okse- og kalvekød udviklede sig i maj og her ses også en stigende, om end ganske let stigende tendens. Målt på volumen blev der importeret 2,3 procent mere og målt på værdi blev der importeret for 7,2 procent mere end i maj 2020.
Der blev i alt importeret 7.473 tons og eksporteret 7.572 tons i maj.
Dansk Limousine Forening - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - 2944 0495 - CVR: 72778413 - info@dansklimousine.dk