Nyt fra Dansk Kødkvæg og Viking

10-09-2015

Af Henning Hansen, Formand Dansk Kødkvæg

Dansk Kødkvæg havde i år flyttet kødkvægets dag fra den anden lørdag i maj til søndag d. 21 juni. Det skete fordi det var blevet vanskeligt at finde åbent hus værter, og flere i repræsentantskabet mente, at det ville være nemmere i juni end i maj. Jeg tror nu ikke at det gav en hel masse nye værter. Om det gav flere besøgende kan jeg heller ikke lige gennemskue. Men jeg ved at der flere steder har været meget pænt med besøg. Det er som det plejer, at der hvor man har gjort en stor indsats, der har man også haft mange gæster. Hjemme hos mig er det næsten blevet tradition at holde åbent hus. I år havde jeg meget travlt med mange andre ting, så der var ikke gjort meget ud af dagen. Kun en annonce og lidt deraf følgende omtale i en lokal ugeavis. Alligevel havde jeg rigeligt besøgende til at dagen gik med det. I bestyrelsen er vi indstillet på at Kødkvægets Dag skal bestå som det, det er: Et tilbud til vore besætninger om at hægte sig på en fælles annoncering, og en lejlighed til at få en god historie i medierne til gavn for såvel den enkelte som for fællesskabet.
Salmonellahandlingsplanen ser ud til at give resultater. Således tyder det nu på at grænsen mellem højprævalent- og lavprævalent område i løbet af efteråret kan flyttes et stykke vest på, således at østjyske og nogle nordjyske kommuner ændrer status fra høj til lav. Hvor grænsen så bliver og hvornår ændringen kommer, kan ikke siges endnu. Personligt så jeg nok hellere, at man ventede lidt længere, og så til gengæld satte grænsen ved Jyllands vestkyst.
I naturplejerkredse har nogle oplevet, at arealer som før var tilskudsberettiget nu ikke længere er det. Det er naturligvis ikke en rar situation for dem, det går ud over; men i det store hele må vi nok alligevel glæde os over at betydeligt flere midler kommer ud til kvægholdere end tidligere, fordi det er blevet mere enkelt og mere trygt at søge. Nu må næste step være, at der laves en langtidsholdbar plan for hvad, der skal plejes, og at midlerne hertil findes på finansloven. I kødkvægssektoren kan vi naturpleje hvad som helst. Vi skal bare kende betingelserne. Og er disse ikke gode nok, skal vi holde os væk.

VIKING
VikingDanmark har som det vil være de fleste bekendt ændret sine vedtægter.
Det vigtigste er at man ikke længere har raceopdelt økonomi, og at hver enkelt race som følge heraf ikke længere har krav på en bestyrelsespost og et vist antal pladser i repræsentantskabet. Fremover skal racerne (hvor ”kød” betragtes som en race) kun vælge raceudvalg til at varetage de snævreste racemæssige spørgsmål. For Kød vil det sige Avlsstation Aalestrup og ikke ret meget mere. Dertil kommer VikingGenetics’ s kødraceudvalg, der er ansvarlig for avlsarbejdet med kødracerne; eller måske rettere ansvarlig for at formidle dette arbejde mellem raceforeningerne og VikingGenetic’s ansatte avlsledelse og bestyrelse.
Valg til Vikings repræsentantskab sker fremover uden racehensyn i seks geografiske regioner, og med mulighed for at stemme via internettet. Det sidste for at også folk, der ikke orker at tage til områdemøder også kan have adgang til at stemme. Det repræsentantskab, der sammensættes på denne måde, vælger så bestyrelsen.
Når man har valgt at bryde med den racebaserede struktur, er det fordi VikingDanmark er et serviceselskab hvor vi alle har samme interesser uanset farven på de køer, vi har i stalden.
Til raceudvalgene i VikingDanmark og VikingGenetics fungerer Dansk Kødkvægs repræsentantskab stadig som valgforum.
Dyrskuerne:
Landsskuet forløb igen i år på bedste vis. Vi har en tanke om en lille forbedring af sikkerheden på ruten mellem stalde og ring. Alle betragter det nu som en stor og fælles fordel at mange møder ind allerede tirsdag. Derfor er det også besluttet at de der møder tirsdag ikke længere skal betale ekstra for det.
Kødkvægsskuet vil indtil videre følgedet store Agromek, således at det næste kødkvægsskue bliver i Herning november 2016.

 

Sponsorer
21-12-2024
Husk, at besætningsejere fra 1. januar 2025 skal bestille kontrol...
19-12-2024
Sætternissen har været på spil i Limousine Nyt omkring Åbent ...
18-12-2024
Så er der lidt flere stemningsbilleder fra Kødkvægsskuet  Se b...
17-12-2024
Ny ansvarlig for PR boden Fra dags dato er PR bodens ting flyt...
17-12-2024
Så er der stemningsbilleder fra bedømmelsen på Kødkvægsskuet unde...

Dansk Limousine Forening - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - 2944 0495 - CVR: 72778413 - info@dansklimousine.dk